European Girls' Team Championship
European Girls Team Championship 2010
blev afviklet i uge 27 i Aalborg Golf Klub.
Forud var gået mange timers møder og forberedelser - opgaver skulle
defineres og frivillige hjælpere skulle findes.
Green Keeperne afventede forårets komme med ængstelse. Banen var
dækket af sne i 3 måneder og der kunne ikke klargøres noget som
helst så længe den blev liggende. Endelig slap vinteren sit tag i
Nordjylland og sammenlignet med mange andre baneanlæg var vi
sluppet godt ud af snedækket.
I samarbejde med DGU valgte vi sløjferne blå/gul til mesterskabet,
men endte i sidste ombæring med at blive underkendt af samme DGU,
som forlangte der skulle spilles rød/gul. DGU begrundede sin
beslutning med at greens på blå var mere forskellige fra gul sløjfe
end greens på rød sløjfe.
Dette var lidt af et slag i ansigtet på green keeperne, der havde
tilpasset arbejdsindsatsen efter blå/gul sløjfe og kælet ekstra
meget for greens omgivelser og bunkers mv. på netop disse
sløjfer.
DGUs beslutning blev taget fredag den 25. juni kl. 18 - og der var
således kun en uge for green keeperne at gøre godt med - det
lykkedes til fulde.
Efter prøverunder søndag og mandag, blev der mandag aften afholdt
åbningsceremoni. De 19 hold marcherede ind landevis til melodien
"always look on the bright side of life" til glæde for både
tilskuere og spillere. Herefter blev der budt velkommen og hver
nation hejste sit flag. Efterfølgende bød DGU på tappas i
klubhusets restaurant.

Tirsdag startede turneringen med slagspilsrunder og dommen fra
spillerne var klar: Greens var hurtige og perfekte. Banen var i top
og spillerne følte sig godt tilpas. Stor ros til green keeperne.
Det danske hold klarede sig dårligere end forventet og lå med 19
over par på en 12. plads efter første runde. Bedst fra start kom
Frankrig, efterfulgt af Spanien og Irland på de næste pladser.
Onsdag blev en nervepirrende affære, idet de danske spillere med
væsentlig bedre runder end dagen før kæmpede sig op på en delt 6.
plads. Der lå imidlertid 4 hold og kun 3 hold kunne gå videre. Det
endte med at Tyskland trak det korteste strå og måtte se sig
henvist til at spille om de sekundære placeringer, idet Tyskland
var dårligst i 4. singlen. Danmark, Finland og England tog de
sidste pladser efter Irland, Sverige, Belgien, Frankrig og
Spanien.
Torsdag blev finalespillet sat i gang, og der blev spillet hulspil
med 2 foursomes om formiddagen og 3 singler om eftermiddagen.
Danmark lå nr. syv efter indledende runder og skulle derfor møde
puljens nr. 2: Irland. Som de fleste vil vide trak Irland sig ud af
kampen som vinder og dermed var Danmark ude af medaljeslutspillet
og henvist til at spille om 5. - 8. pladsen.
De følgende dage spillede danskerne op til forventningerne og slog
først England og derefter Finland og sluttede dermed turneringen på
5. pladsen.
Bronzekampen stod mellem Spanien og
Sverige. Her trak spaniolerne det længste strå.
I guldkampen stod det lige mellem Irland og Frankrig. Spændingen
blev udløst i sidste single på 18. hul. I sandhed en finale værdig.
Det blev franskmændene der kunne række armene sejrrigt i vejret og
juble.
Inden præmieoverrækkelsen var der takketaler. Aalborg Golf Klub
takkede EGA og DGU for mesterskabet. Omvendt takkede EGA og DGU
Aalborg Golf Klub for at lægge bane til arrangementet. Der var stor
ros til green keeperne og tak til de frivillige, sekretariatet og
køkkenet.
Arrangementet sluttede med udmarch - igen til "always look on the
bright side of life". Herefter kunne spillere og officials drage
til afsluttende gallamiddag I Papegøjehaven.
De frivillige og personalet kan puste ud oven på en travl uge, der
kan betegnes som en stor succes for Aalborg Golf Klub.
Se hvem der deltog og hvad nr. de
blev
Det danske hold
Billeder fra dagene
Takkebrev fra EGA