|
|  |  |  | Information om banens beplantning og planlagte pleje.
Det er snart 50 år siden, at de første huller af Aa.G.K.’s bane blev tegnet. De første 9 huller blev taget i brug i 1968, de næste 9 i 1976 og de sidste 9 huller (blå 2-7 og rød 5-7) i 2006. Beplantningerne på og omkring de ”gamle” 18 huller er nu så gamle at de er begyndt at udvise tegn på ”alderdomssvækkelse”. Det skyldes i mange tilfælde at beplantningerne består af typer af nåletræer, som ikke vokser naturligt på de lave nordjyske mose- og engarealer, som udgør hovedparten af Aa.G.K.’s baneareal. Nåletræerne blev oprindeligt indført til Danmark i midten af 1800-tallet, først til beplantning af heden og sidenhen også af klitarealer. At de blev plantet på Aa.G.K.’s arealer skyldtes golfklubbens pasningsaftale med Aalborg kommune: Når stadsgartneren havde købt for mange planter blev de overskydende overdraget til golfklubben. Under orkanen i januar 2005 skete der stor skade på beplantningen og op imod 1/3 af træerne væltede eller knækkede, hvorved banen blev betydeligt mere udsat for vind end tidligere. Med det formål at skabe en beplantning på og omkring banen, som er mere modstandsdygtig overfor vejrliget, som har en forventet længere levetid end den nuværende, som giver mere lys og luft til greens og for randbeplantningernes vedkommende, gør det nemmere at bedømme om en bold er inde eller ude, har vi i baneudvalget i samarbejde med en ekstern hortonom og ud fra principperne i DGU’s publikation: ”Beplantning på golfbaner” ladet udarbejde en beplantningsplan, der omfatter foreløbigt 64 forskellige områder på og omkring baneanlægget. Målsætningen er, at vi skal have flere løvtræer, især eg, birk, pil og rødel der supple- res med skovfyr og gyvel, så vi også har noget grønt at se på i vinterhalvåret. Det forventes at der vil gå omkring 20 år fra vi starter i de første områder til det sidste af de 64 områder er færdigbehandlet. Planen er at nybehandle ca. 6 områder pr. år (læs vinter). Hvert område behandles i gennemsnit 5 gange med 2 års mellemrum, så der går 10 år fra 1. behandling til området er færdigbehandlet. Herved undgår vi at skabe store åbne sår i de eksisterende beplantninger, så det er ikke en motorsavsmassakre, vi skal i gang med. DOG: Kommer der en ny orkan, af samme styrke som den i 2005, må vi tage det derfra. I den udstrækning der skal fældes træer, som står inde på banen, vil træstubbene blive rodfræset 15 cm. ned under jordoverfladen, så vi ikke skal stå og slå fra stubbene. De nedfaldne blade fra løvtræerne på greens vil være til gene i en kortere del af sæsonen end det nuværende nedfald af fyrrenåle. Sidst men ikke mindst, vil løvtræer give et mere varieret udseende, både i form og i farver gennem årstiderne. Beskrivelsen af de tiltænkte behandlinger for hvert enkelt af de 64 indsatsområder kan ses på kontoret.
|  |  |  |  |  | | Dato: | | 15-02-2010 | | Forfatter: | | Baneudvalget | | | | | | | | | |
|  |  |  |  |  |  |  |  |
|
| | |  |  |  |
|